Roadtrip 2015

Økonomien

Så er økonomien for turen gjort op. Alt i alt har vi brugt ca. det som vi havde sat af. Priserne for Benzin, mad, diverse og tøj er cirka priser da vi ikke har kunne regne helt med de rigtige kurser (mange regninger er blevet delt undervejs..) – men det endelige beløb skulle passe.

Prisen på turen blev, især under turen, påvirket af at dollar kursen var steget meget siden vi startede med at planlægge turen. Da vi planlagde turen var dollaren i kurs 5,5. På selve turen svingede kursen mellem 6,95 og 7,2 (den kurs som vores korttransaktioner blev afregnet til). Det svare til en stigning i kursen på ca. 30 % hvilket betyder en del, da vi har brugt over 50 % af pengene på turen. Kurs stigningen har alt i alt betydet at vi har brugt cirka 12.000 kroner mere på selve turen i forhold til kurs 5,5 Dertil kommer de hoteller vi har booket hjemmefra, som blev afregnet til højere kurs end 5,5.

Opgørelsen herunder er for Drengene, Winnie og mig. Bedste og Bedstefars udgifter er altså ikke medregnet, men de har betalt det samme for benzin og hotel som os.

EndeligtBudgetDifference
Hoteller

20.219

23.500

3.282

Billeje

5.653

4.000

-1.653

Flybillet

20.200

25.000

4.800

Benzin

1.934

2.000

66

Mad

19.092

25.000

5.908

Diverse

16.564

10.000

-6.564

Tøj

9.068

0

-9.068

I alt

92.729

89.500

-3.229

Hvis jeg skal kommenterer lidt på de enkelte poster:

Hoteller: Jeg startede med at booke hoteller allerede i sommeren 2014. Jeg valgte på det tidspunkt ikke at betale med det samme, da jeg tænkte de ikke behøvedemine penge før tid. Dette har betydet at prisen er steget på vores hoteller, da dollar kursen som sagt steg en del. Nogle af hotellerne fik jeg booket om til omkring kurs 6 og 6,5 (man kan ikke bare betale hvis man har fravalgt dette – man skal finde en ny pris man er tilfreds med og så afbestille og booke igen), dette kunne fx ikke lade sig gøre med hotellet i San Fransisco, der dermed betød at dollar kursen steg med over 1.000 kroner for de tre overnatninger.

Billeje: Hvis vi kun havde været os fem ville vi kunne have lejet en mindre bil for det samme beløb, så udgiften for en familie passer meget godt med hvad man skal regne med. Det var dog en fornøjelse at kunne leje en kæmpe Suburban som vi alle kunne være i :o)

Benzin: Vi kørte lidt over 5.000 km. Prisen på benzin er meget svingende, vi tankede i priser fra 2,29 dollar pr gallon til 3,49 dollar pr gallon. Der er altså meget at spare på at tanke de rigtige steder. Vi oplevede at Arizona var den billigste stat og Californien den klart dyreste (Utah og Nevada minder mere om priserne i Arizona end Californien). I indianer reservater var der også billig benzin (på Arizona niveau) – og det er faktisk værd at holde øje med, da vi kørte fra Yuma til San Diego tankede vi til 2,99 (i Californien) og få kilometer efter kom vi forbi et indianer reservat (hvilket man opdager når der kommer et kæmpe casino) hvor vi kunne tanke til 2,29.

Mad: Vi har stort set ikke brugt penge på morgenmad da det for det meste var med i hotel prisen. De fleste dage (men ikke alle) har vi spist ude mindst en gang og nogle dage to gange. En del af vores måltider er indtaget efter indkøb til hjemmelavet sandwich. Generelt har vi ikke spist dyre steder, men heller ikke kun på fast food steder. Bedste og Bedstefar sparede en hel del penge da de ofte kun ville have vand til maden, hvilket man ikke betaler for i USA. Generelt har Sylvester og Villads spist børnemenuer (som er noget billigere end voksen mad) mens Storm generelt har spist voksen mad.

Diverse: Jeg syntes at indgange generelt er meget dyre i USA (i forhold til hvad man ser i Europa) så her har vi brugt mange penge, fx brugte vi ca. 5.500 kroner på indgang til Universal og Sea World for os fem, og det var efter vi havde fået rabat fordi vi købte biletterne samtidigt. Jeg tror også den høje dollar kurs spiller meget ind her. Med i prisen er også spillemaskiner på Chuck E Cheese, Laser Tag, Bowling og mange andre af de “små ting” man prøver på vejen.

Tøj: Vi fik købt lidt tøj og sko til alle. Priserne er lave men ikke super billige med den dollar kurs vi havde. Så mon ikke også vi købte mere end vi ville have købt hjemme, bare fordi det er dejligt at shoppe lidt :o)

Så hvad er konklusionen – en Roadtrip på 26 dage koster mange penge, vi kunne nok godt have gjort det billigere, fx kunne vi have valgt lidt billigere moteller (her kunne vi nok have sparet 30 %), ligesom hvis man køber mad og kun bruge de billige fast food steder kan man spare penge. En anden gang vil jeg nok også overveje om man bør betale hoteller løbende og købe lidt dollar under planlægningen (dollar kan selvfølgelig også nemt falde, men så kender man jo prisen..)

Alt i alt må jeg sige at turen var alle pengene værd.

2 tanker om “Økonomien

  1. mathies

    hej 🙂
    du siger at i har købt ind til sandwish nogen gang. når man køber brød pålæg, grønt til en sandwish hvad vil det så koste pr sandwish? spørg fordi jeg er 19 og skal rejse derover om lidt og vil bare høre hvad jeg kan leve for om dagen hvis jeg handler i et super markedet

    1. Sune Warberg Clausen Forfatter

      Hej Mathies

      Jeg har ikke regnet på prisen pr sandwich, men priserne i supermarkederne er meget lig Netto priser i Danmark (måske lidt mindre).

      Sune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *